Grønt er godt. Men stor variation af grønt er endnu bedre, viser forskning
Agurker, tomater, gulerødder og løg.
Når vi danskere går på indkøb, er det ofte de samme grøntsager og den samme type frugt, der ryger ned i vores indkøbskurve.
Men forskning tyder på, at vi ville gøre vores krop og ikke mindst vores tarme en stor tjeneste, hvis vi turde vælge lidt mere forskelligt fra supermarkedernes grønthylder.
– Der er ingen tvivl om, at grønt, bær og frugt er godt for os, men forskningen viser også, at variation er vigtig, siger professor og mikrobiomforsker fra Københavns universitet, Oluf Borbye Pedersen.
I femten år har Oluf Borbye Pedersen forsket i de organismer, som bor i vores tarmsystem.
Og som årene er gået, er han blevet mere og mere sikker i sin sag:
Vores tarme trives godt, hvis vi spiser mange forskellige arter. Gerne 30 om ugen.
– Når vi spiser et varieret udvalg af grønt, bær og frugt, så ser vi, at det giver en større diversitet af tarmmikrobiomet (vores tarmsystem), siger han og uddyber:
– En stor diversitet i tarmen betyder, at vi får flere forskellige tarmbakteriestammer med flere forskellige kompetencer til at styrke kroppens immunforsvar, fordøjelse, stofskifte og hjernens mange funktioner.
Stort europæisk studie viser lavere dødelighed
Det er ikke kun DNA-forskeren, som holder på, at variation er godt.
Ernæringsforsker ved Steno Diabetes Center i Aarhus og Aarhus Universitet, Daniel Ibsen, har sammen med kollegaer fra universiteter rundt omkring i Europa udgivet et studie med data fra 450.000 europæere.
I studiet undersøgte man sammenhængen mellem levetid og indtagelse af en varieret mængde frugt og grønt målt som antallet af arter, du indtager.
– I studiet ser vi en tydelig sammenhæng: Jo mere varieret man spiser, som især kommer fra grønt, bær og frugt, jo lavere er ens risiko for dødelighed, fortæller Daniel Ibsen.
Selv har han også overvejet, om man burde anbefale folk at spise 30 forskellige slags grønt, nødder og frugt som tillæg til anbefalingen om seks om dagen.
DNA-forsker Oluf Borbye Pedersen er enig i, at en anbefaling på 30 forskellige om ugen ville give mening.
– Det ville være et godt supplement til rådet om seks stykker plantemad om dagen.
Sådan rammer du 30 om ugen
Men hvordan rammer man så de 30 forskellige stykker grønt om ugen?
For Oluf Borbye Pedersen er svaret simpelt: Spis grøn grød.
Som manden bag “professorens grønne grød” er han overbevist om, at en daglig portion grøn grød er en nem vej til at komme i mål med de mange grøntsager. Især hvis man også husker at spise grønt til resten af dagens måltider.
Er du typen, der ikke orker at begynde morgenen med hjemmeblendet grøntsagsgrød, er der andre veje at gå, lyder det fra Daniel Ibsen.
– Man skal huske på, at det ikke bare er de klassiske grøntsager, der tæller i regnestykket.
– Havregrynene på morgenmaden tæller også for plantemad. Det samme gør krydderurten i din gryderet og citronsaften på din råkost. Så måske kan 30 forskellige varianter lyde af lidt meget, men det er faktisk ikke umuligt at komme derop
Hvordan finder du mon 30 forskellige stykker grønt:
Grøntsager (12 arter):
Frugt & bær
Bælgfrugter
Korn & fuldkorn
Nødder & frø
Servicerer tarmbakterierne – her er ingredienserne til grøn grød
Den grønne grød er en stor portion blendede grøntsager og frugt, for eksempel avokado, spinat, æble, kiwi, broccoli, tang og kold urtete, toppet med bær, frugt og nødder.
Dele af artiklen er taget fra dr.dk