LIBIDO

I mit fag taler vi for tiden om en del med de kvinder, der ikke har lyst til deres mænd. Ikke kvinder, der ikke har lyst til sex som sådan. Men kvinder, der ikke har lyst til deres egne mænd.

Den part, der gerne vil have sex med den anden, føler sig typisk afvist og uforløst, mens den, der ikke vil, føler sig presset, skamfuld og utilstrækkelig.

Årsagerne til manglende sexlyst kan være mange som f.eks. sygdom, stress, kriser, konflikter og helt almindelig kedsomhed. Det er en udfordring for langt de fleste i længere forhold at blive ved med at have et blomstrende sexliv, og lysten svinger helt naturligt gennem livet. Det er noget jeg selv mærker til.

Én årsag er dog så behæftet med skam, at den først langsomt og gennem mange samtaler folder sig ud.

Det er manglende respekt.

For de kvinder, jeg møder, er det sådan, at når de mister respekten for en mand, kan de ikke gå i seng med ham. Disrespekten er en tung bremse på deres seksuelle responssystem, og uanset hvor mange spaophold, stearinlys, sexlegetøjsindkøb og ekstra indsats, deres mænd disker op med, bliver det ikke bedre. Måske snarere tværtimod.

For det kvindelige begær har brug for at beundre, og når den fine balance mellem spænding og tryghed er forstyrret, går det direkte i seksualiteten. Lysten forsvinder ikke bare, men omdanner sig i værste fald til en form for foragt og afsky. Nogle kvinder udtrykker det som, at manden står der med »hundeøjne«, eller at han »bare maser klodset på«. Kvinderne siger det dog sjældent så tydeligt til deres partner, for de vil ikke såre, og de skammer sig over at have det, som de har det. Så de tager skylden på sig og føler sig ”forkerte” og/eller roder sig ud i dårlige undskyldninger for ikke at ville knalde.

Mænd tror at deres kvinders manglende sexliv handlede om børnefødsler, overgangsalder, stress eller tid, mens deres kvinder i virkeligheden længtes efter sex, men blev knastørre i deres partners selskab. Uden at turde sige det højt. En ulykkelig situation, som begge parter har ansvar for.

Men hvorfor opstår den?

En kvinde kan miste respekten for sin mand af mange forskellige årsager. Én kan være den dynamik mellem moderne kvinder og mænd, som Lasse “bukser” Vilhelmsen fra DR’s ”Gift ved første blik” blev eksponent for, da han af en af deltagerne blev sammenlignet med et ekstra barn for sin kone (ikke af hende dog), og forfatter Christina Hagen skrev underholdende i Weekendavisen om, hvor udmattet hun er over at være den eneste voksne i sit eget parforhold.

Altså en dynamik, hvor kvinden bliver projektleder for hele kærligheds- og familielivet, og manden følger mere eller mindre villigt med. Hvis kvinden – retfærdigt eller ej – får følelsen af at blive mor for sin mand, ryger både respekten og libidoen.

En anden kan være, at manden ikke har været til stede i hjemmet i mange år – måske fordi han var ude at tjene penge – og trods mange forsikringer om, at han ville være der mere, ikke har holdt ord. Oplevelsen af svigt kan i det hele taget nemt føre til mangel på respekt, for en mands ord er vigtigt, og tillid og respekt ligger lige ved siden af hinanden.

Også manglende evne til at afgrænse sig over for sin mor, sin chef eller kvinden selv kan udløse kvindens disrespekt. Eller hvis han i hendes øjne er for hård over for børnene; ukontrollabel vrede går lige i disrespekten, som det f.eks. vises fremragende i briten Martin Freemans serie ”Breeders”.

Det er sjældent mandens topmave, nedtur på jobbet eller sårbarhed i sine relationer, der aftænder hans kvinde, men hans måde at håndtere udfordringerne på. Og det har ikke specielt meget med retfærdighed at gøre.

Ofte er problemet med den manglende respekt bygget op gennem flere år. Langt hen ad vejen går det på bedste beskub, men ligesom med klimaforandringerne er der et tipping point, som er svært at komme tilbage fra.

»Men hvorfor sagde hun så ikke noget?« kan manden måske indvende.

Det gjorde hun også. Hun sagde bare ikke: »Jeg er ved at miste respekten for dig, og om nogle måneder/år kan jeg ikke holde ud af at være nøgen sammen med dig mere.«

Hun sagde i stedet: »Vi er nødt til at tale om børnene.«

»Vil du ikke godt komme lidt mere på banen.«

»Jeg er træt af at klare det hele.«

»Nu må du altså sige nej til din mor.«

Hun var ikke utydelig med vilje, fordi hun ville holde noget tilbage (dengang), men fordi hun ikke vidste, hvad der var ved at ske. Og nu sidder de der. Manden på jagt efter ”redskaber” til at tænde kvindens lyst og kvinden i en knibe mellem ikke at ville såre – og ikke ville miste – sin mand og samtidig have mindre lyst til sanseøvelser og sexy time med ham end nogensinde. Begge lever i ufrivilligt cølibat, hvis de ellers er tro, og lider og længes.

Det er en ulykkelig situation.

For at komme ud af den er parret først nødt til at komme ind i den. Forstået på den måde, at de ser hinanden tydeligt, så de ikke bliver ved med at prøve at løse et andet problem end det, de har. Kvinden må blive klar over og udtrykke, hvorfor hendes lyst er væk. Det er tabubelagt og skamfuldt, og hun kan være bange for at blive set som “en frygtelig kvinde”.

Manden skal på sin side kunne bære, at han ikke er begæret af den, han elsker og selv begærer. Det er en hård proces for begge parter, men der er også ofte en lettelse forbundet med sandheden efter måske mange års forstillelse. Den er nemlig meget nemmere at arbejde med end løgne og udenomssnak. Også selvom det gør ondt. For når katten er ude af sækken, kan parret tage fat på de vigtige spørgsmål, som er:

Har vi noget at arbejde med?

Vil vi gerne være seksuelle med hinanden igen?

Kan vi begge leve med, at vi ikke ved, om og hvornår det lykkes?

Det sidste er ofte det sværeste. Mændene vil gerne vide, hvornår der kommer skub i tingene, og kvinderne har ikke noget godt svar. For nogle kvinder ender presset med at blive til et ”jamen så aldrig”, og det er enden på forholdet eller forsøget på at blive intime igen. Men dynamikker kan forskydes, og respekt kan genvindes, hvis begge har vilje og tålmodighed.

Meget af løsningen ligger i at genvinde selvrespekten. At manden har respekt for sig selv og tør tage ansvaret for sin egen seksualitet og ikke står med hatten (eller pikken) i hånden og beder om lov til at komme ind og omvendt ikke presser sig på, hvor han ikke er velkommen. At han tilbyder sig til sin kvinde med stolthed og respekt over for hende.

Også kvindens selvrespekt er i spil. For når først et par er kommet dertil, har hun ofte enten overskredet sine egne grænser ved at have sex, hun ikke havde lyst til, måske i årevis, eller hun har små-løjet for at slippe i lige så lang tid. Også hun er nødt til at lære at stå ved sig selv og den lyst, hun har – og også den, hun ikke har.