Et par skridt foran eller bagud

Mange af os passer ikke ordentligt på os selv. Vi skifter mellem at styrte rundt, overbelaste os selv eller at være helt udkørte. Vi fylder hele tiden livet med noget: mad, snak, travlhed, overarbejde eller tv, så vi undgår at mærke den smerte, der også er forbundet med det at være menneske.

Du kan afprøve, hvor længe du kan sidde stille uden at klø dig i nakken, uden at rykke dig rundt eller uden at gøre noget som helst andet end at sidde stille med dig selv. Du vil sikkert hurtigt opdage, at der kommer tanker, f.eks. om, hvorfor du overhovedet skulle gøre det. Du vil måske komme i kontakt med en grundlæggende rastløshed, men – hvis du bliver siddende længe nok – også en grundlæggende rummelighed eller accept. Der er ikke noget galt med utålmodige tanker eller rastløshed, men mange af os er hele tiden et par skridt foran eller bagud, og vi mister igen og igen dyrebare øjeblikke af vores liv.

Mindfulness betyder at vågne op til det liv, der er lige nu. Mange lever enten i fremtiden eller i fortiden. Man grubler over ting, der er sket, eller bekymrer sig om ting, der kan ske. Man lægger planer og fantaserer om, hvordan livet kunne være. Eller leder efter en at give skylden for, at det er gået, som det er gået. Denne ene ender som oftest med at blive en selv. Det er nemt at være til stede i nuet, når livet er, som du gerne vil have det. Men livet er sjældent, som man gerne vil have det. Og faktisk kan livet synes helt perfekt, mens man keder sig eller længes efter noget andet.

Mindfulness er at være i nuet – uanset om man kan lide det eller ej. Når man opdager, at man ikke er i nuet, kan man bevidst flytte opmærksomheden tilbage til nuet via sanserne. Du kan lytte, smage, se, mærke eller dufte det øjeblik, der er netop nu. Eller du kan opleve, hvilke tanker der går gennem dit hoved, hvilke følelser du har, og hvad der sker i din krop. Du kan opleve nuet på en måde, hvor du er venlig mod dig selv. Adlyd ikke bare tanker og følelser, men observer dem med humor og lethed. Når man har et godt forhold til sig selv, vil man ofte holde op med rutinemæssigt at gøre det samme igen og igen. Man passer på sig selv og bliver i stand til at se den rigdom, der er i hvert eneste øjeblik.

kontakt@anniedahl.dk